Slottet

Charlottenlund Slot        Slottet 1731 - 1733        Slottet i dag

Charlottenlund Slot er ikke et nyt slot – men en ombygning og en udvidelse af et ældre lystslot, kaldet Gyldenlund.

Opkaldt efter Christian 6.s søster Charlotte Amalie
Charlottenlund Slot er opført til – og opkaldt efter – Christian 6.s søster Charlotte Amalie i 1731-33. Slottet blev formentlig bygget af arkitekten Johan Cornelius Krieger under ingeniørofficeren H.H. Scheels ledelse.

Kronprinseparret rykker ind
I en lang årrække i 1800-tallet var slottet beboet af prinsesse Louise Charlotte og landgreve Vilhelm af Hessen, indtil kronprinseparret Frederik 8. og Louise rykkede ind i 1869. De lod arkitekten Ferdinand Meldahl forestå en radikal ændring af slottet i 1880-81.

Ombygning af slottet til fransk renæssance
I denne periode blev slottet forlænget med to fag og forsynet med to tværfløje og en kuppel med lanterne. Barokslottet skiftede helt karakter og fremstod nu i fransk renæssancestil. I 1883 opførte Meldahl yderligere en kavalerbygning og en økonomibygning langs Jægersborg Allé.

Slottets sidste kongelige beboere
I 1869 flyttede kronprins Frederik (senere Frederik 8.) og prinsesse Louise ind på slottet, hvor de boede til deres død i hhv. 1912 og 1926. Obelisken bag slottet er rejst i 1938 til minde om slottets to sidste kongelige beboere.

Født på slottet
Såvel Christian 10. som hans bror prins Carl, der blev valgt til konge af Norge i 1905 og fik kongenavnet Håkon, blev født på Charlottenlund Slot. Enkedronning Louise boede her til sin død i 1926.

Dansk Fiskeriundersøgelser flytter ind (DTU Aqua)
I 1935 holdt kongefamilien op med at benytte slottet, og det blev indrettet til brug for Danmarks Fiskeriundersøgelser, der flyttede ind året efter, og som stadig holder til på slottet – nu under navnet Institut for Akvatiske Ressourcer (DTU Aqua).

Kilde:
Tekst fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendommes hjemmeside. Styrelsen udvikler og formidler statens slotte og haver. SLKE er placeret under Kulturministeriet.

Se billeder fra Lokalhistorisk Forening, samlet af Flemming Noes-Rasmussen:

Slottets historie